Kampreferat

Skrevet af Sebastian Nygaard Albrektsen

Kamp: NB 93 vs. BSS Sport

Tid: 20-10-2018 15:00

Sted: Katrinebjergskolen

Optakt

NB 93 fik endelig boostet selvtilliden med en sejr over Silkeborg United d. 17. oktober. Sidste gang de mødte BSS Sport var det i en tæt kamp, som også indeholdt gule kort og fart over feltet.

I dag var ingen undtagelse. Der var knald på. NB 93 havde bloody saturday da førsteholdet kun en halv time tidligere havde taget imod og slået FC Rangers med 2-1 i en tæt kamp. Stemningen på sidelinjen var derfor rigtig god!

Nu skulle andetholdet levere en god slutning på sæsonen.

Startopstilling til højre:

På bænken starter: Vince, Mikael & Mick

Første halvleg

NB 93 kommer godt fra start og har nogle gode pasninger og særligt Rødby ser ud til at være klar fra start. Damir havde fået lov til at starte på toppen sammen med Rødby og de to udgjorde en fysisk stærk front. Det var noget BSS døjede med da, de med deres små DJØF hænder, ikke kunne skubbe de to solide herrer væk.

Det munder ud i nogle frispark og Damir får chancen lidt udenfor feltet. STOLPE! Den sidder på ydersiden og hopper væk. NB har langt de farligste chancer.

Kampen er meget lige på midten af banen og BSS kommer også frem til chancer. Særligt i vores venstre er der mange dueller mellem Marius og deres kant. Kanten er marginalt hurtigere og det leder til den første chance, som er et hårdt skud i fødderne på Seb, som har taget målmandstjansen igen i dag.

Rødby har mange gode muligheder, da han både er teknisk og fysisk stærkere end sine modstandere. Det giver muligheden for en flugter, der dog bliver sendt over.

Senere er det den selv samme Rødby der får muligheden i højre side af banen. Her er Røde dog sikker og smider bolden ind i den lange dør.

1-0 NB 93!

Duellerne i den venstre side tager overhånd og en kant koger over og sparker bolden væk. Gult kort til BSS.

Føringen holder dog kun meget kort, da han et angreb får lov at komme frem i venstre. Her bliver det til et fremragende indlæg og Storm, der ellers vinder det meste i luften, taber den direkte duel og angriberen kan heade bolden i nærmeste hjørne.

1-1

Det er rigtig træls for NB, særligt fordi det sker i en periode, hvor vi er i overtal.

Sidste chance første halvleg udover nogle halvhjertede skud udefra, tilfalder BSS. Der opstår noget tumult i NB’ felt og et skud kommer afsted. Seb redder, men giver riposten og her er han hurtig til at smide sig ned og fratage BSS angriberen chancen.

Halvleg 1-1

Anden halvleg begynder hvor første sluttede. Det bølger frem og tilbage, men vi kan mærke at NB er ved at løbe sig lidt trætte. Det er muligvis pga. de mange lange bolde der blev spillet i første halvleg.

Dette afføder dog også frustrationer hos hjemmeholdet og Alion smider sig i en grim tackling. Gult kort til NB 93

Alion har fået intet mindre end 4 gule kort i 7 kampe i sæsonen.

Dette gør at BSS rykker længere frem på banen og samtidig med manglende energi betyder det at der kommer flere chance. Heldigvis er de ikke så gode til at ramme. Men de skulle da få lidt hjælp. Et skud, højt midt i målet, burde være barnemad for keeper Seb, men han fejlvurderer fuldstændig bolden og den sejler ind. En oprakt arm fra ham havde nappet den.

1-2 BSS

Herefter er der en periode, hvor NB er presset helt tilbage. Midtbanen mangler i det defensive arbejde og forsvaret er ved at løbe flade. Vi vinder nogle dueller, men er ikke gode til at spille os ud af det når vi modtager bolden. Så det ender enten med et boldtab eller en lang bold i dybden til et par angribere der også er ved at være flade.

Problemerne begynder også at melde sig på bænken, da udskiftninger begynder at komme hurtigt for at få luft.

For spillet på banen betyder det stadig mere bold til BSS, som får afsluttet flere gange.

Et skud sniger sig igennem benene på Storm og Seb når kun at reagere for sent og den sidder ude i højre side af målet.

1-3 BSS

Der skal ske noget på NB holdet. Staall et gået ud med en lille skade og Marius, den gamle mand, mangler luft. Sidelinjen gør sit for at holde gejsten oppe. NB bytter målmand, den lidt skadede Seb går i marken og den mere skadede Staall tager buret. Der skal kæmpes for at få NB ind i kampen igen. Positionerne er mere slørede. Folk løber rundt og hjælper hvorend de kan.

Heldigvis er trætheden også ved at melde sig hos BSS og de giver et frispark.

Seb tager frisparket og den bliver smidt mod fjerneste stolpe, hvor Storm står og venter. Han smider den stille og roligt ind! NB er tilbage i kampen!

2-3 BSS

Desværre er tiden ved at løbe fra os og det ved BSS godt. Derfor provokerer de, hvor de kan. De vil ikke hente bolden og målmanden tager sig god til. Målmanden vil endda provokere så meget at han vifter Damir frem. Damir forvandles til en tyr og støder ind i målmanden med et smil på læben.

Dommeren tolker situationen som ondsindet og giver DV8 Gult kort. Herefter er der noget velkendt Balkan brok, men ikke mere end det.

Til sidst bliver NB nødt til at satse på de dødbolde vi får. Staall, som nu er keeper kommer med op og vi satser hele butikken.

Desværre nytter det ikke noget og NB skal måske være tilfredse med at kun blev 2-3 til BSS, da dommeren fratager BSS en oplagt scoringsmulighed ved at fløjte af.

Kampens spiller: Mads Rødby

Tilskuertal 33.

NB startopstilling