Med virkning fra 1. august 2016 har NB93 i Aarhus Nord ansat træner, Sune Friis Christensen og assistent Michael Bergmann Pedersen til at tage tøjlerne på klubbens serie 2-hold. Vi har mødt Sune til en snak om hans forventninger til det fremadrettede arbejde.

Hvilke værdier har du set i NB93, der har fået dig til at lave en aftale med klubben?

Man kan mærke at det er en klub der vil gå efter at vinde samtidig med at der er stor fokus på fællesskabet. Det er en etableret klub, der har gode bærende kræfter både på og uden for banen, og så ser jeg store muligheder for at rekruttere studerende, da vi har bane og klubhus et stenkast fra Aarhus Universitet.

Hvilke fodboldmæssige værdier står du for?

Jeg er stor fan af Hobro-ånden under Jonas Dal. Deres succes byggede et stærkt fællesskab og hårdt arbejde. Passion og dedikation er essentielt, og alle skal løbe de ekstra meter og have hinandens ryg. Det er vigtigt for mig at støtte op om fællesskabet ved at gå i dialog med spillerne både på træningsbanen og over en kold i klubhuset.

I har den  første turneringskamp allerede om 9 dage. Hvad har du fokus på i den korte opstart du har med spillerne?

Der er ikke tid til det helt store udskillelsesløb inden sæsonstart, så jeg har  fokus på at finde ud af hvem der virkelig vil serie 2. Vi har én træningskamp og tre træningspas inden første turneringskamp, og det er meget lidt. Så vi skal bruge den tid vi har på hård træning og taktisk arbejde med at stå solidt i en fembakkæde.

Hvad er dit mål for den kommende sæson?

Det vigtigste for Michael og mig er at etablere den spillestil vi gerne vil have ind på holdet, og så skal vi etablere os i serie 2. Og så vil det være stort for hele klubben, hvis vores serie 5-hold kan rykke op i serie 4. Det vil gøre afstanden mindre mellem vores to hold og skabe en øget konkurrence, som hel sikkert vil gavne os.

Sunes tropper fra NB93 sparker efterårssæsonen i gang lørdag d. 13. august klokken 13.00 på hjemmebanen på Katrinebjergskolen, og han siger afslutningsvis:

Vi er altid på udkig efter spillere til begge vores hold, så uanset niveau er man mere end velkommen til at kigge forbi til træning tirsdag og torsdag klokken 18.00 på Katrinebjergskolen i Aarhus N. Find os på nb93.dk eller Facebook.

Sune til venstre og Michael til højre